Status

Uge: 22+3
Vægt: +8kg
Talje: +22cm
Tilstand: Træt, ondt i ryggen, lækker hud, lækkert hår, tykke fingre og halsbrand til tider. :)
Babyers tilstand: Cirkusstemning i mave - især ved sengetid.
Gaver i denne uge: Trøjer, sengesæt og flexi bad. (TAK!)

22+3

Der har været meget stille her på bloggen på det seneste - men ikke i mit liv. Pludselig sker der ting der gør babynavne, barnevognsfrustrationer og et 12-tal til bachelor eksamen ligegyldige.

I uge 19 var vi til vores anden længe ventede misdannelsesscanning og dette blev starten på et par hårde uger. Alt var fint på de to sprællehoveder, der til stor glæde viste sig at være to skønne tøser, men desværre fandt jordmoderen for lidt fostervand på lillesøster og en større mængde hos storesøster - hvilket hun fandt nødvendigt at få undersøgt yderligere i Odense, da det kunne være begyndende tvilling til tvilling transfusions syndrom(TTTS). 

Med et ramlede min verden sammen. Havde glædet mig til at fortælle alle om kønnet og de skønne væsner, men blev i stedet tavs og ængstelig. Kunne ikke tale i telefon med nogen i frygt for, at de skulle spørge hvordan det går, eller hvordan jeg har det - og dermed gøre det hele mere virkeligt. 

Manden var dejlig. Han trøstede, lavede mad og talte i telefon, og forsikrede mig om, at det hele nok skal gå og at vi ikke må kede os for tidligt.

Efterfølgende kom vi til Odense. Her bekræftede de, at det muligvis var begyndende TTTS. Hun kontaktede Riget for at få deres vurdering på hvorvidt vi skulle derover til endnu en undersøgelse. De blev enige om lige at se et par dage an. Igen blev jeg fyldt med usikkerhed og bekymring - og kunne igen ikke overskue at tale om det. 

Scanningen i Odense et par dage efter blev den dårligste oplevelse hidtil. Den kvinde der tidligere havde scannet os i Odense var blevet sygemeldt - og vi sad nu endnu engang overfor en ukendt kvinde, der skulle undersøge og sætte ord på vores videre skæbne. Hun havde været på stedet i halvanden dag og var mere forvirret og hektisk end omsorgsfuld. Hun målte flow og fostervand igen og bragte os dermed den triste nyhed - at det endnu engang så værre ud. Hun fortalte os om TTTS og de muligheder vi har for at redde børnene og at der er risiko for at miste den ene eller begge. 

Det kunne jeg ikke klare at høre. Pludselig gik det op for mig hvor meget jeg vil have dem. - At jeg vil have dem selv hvis de bliver født små og skrøbelige, hvis de får kolik og græder i månedsvis, hvis de bliver syge, hvis de bliver umulige og holder os vågne i flere år, hvis de truer vores parforhold, om jeg så aldrig når at komme i tøjet og hver dag må lukke op med fedtet hår, render under øjnene og gylp ned ad nakken. Jeg vil have dem på godt og ondt - lige meget hvad. Jeg vil bare have dem. De er mit kød og blod og har ikke boblet rundt inden i mig så længe til ingen verdens nytte. Jeg kan ikke miste dem. Forundringsværdigt er det, hvor meget kærlighed man kan føle for to små væsner, man aldrig har mødt. 

Mens tårerne løb ned af mine kinder ringede hun til Riget. Først alvorlig i stemmen, og dernæst internt munter og storgrinende overfor kollegaen på den anden side af telefonrøret. Jeg tilgiver hende aldrig for hendes manglende situationsfornemmelse.

Riget ville se os et par dage efter. Manden trøstede mig i min ængstelighed ved det, at han var sikker på, at kvinden i Odense havde målt forkert. Og endelig, endelig, endelig lysnede det en smule, og manden fik ret - for den skønne ældre kvinde på Riget kunne slet ikke måle de samme værdier hos pigerne, som stod i min journal. Ja, lillesøster er mindre end storesøster og ja - de har ikke lige dele fostervand, men de har det godt begge to. En uge efter ville hun se os igen før hun kunne udelukke, at der er tale om TTTS.

Vi var der så igen i onsdags. Med sparring med en kollega blev de enige om, at lillesøster har en lavere vækst end sin søster, men der er umiddelbart ikke tale om TTTS. Er vi heldige går det måske i sig selv igen. Så det tror vi på - vi kan ikke andet. Kærlighed er det eneste vi kan give dem og det gør vi så. 

Her ligger jeg så i dag. Med 16 uger igen. Usikkerheden er den samme, men er ved bedre mod. Tager en uge ad gangen. Nerver dagen før en scanning, men glæde over ungerne hver eneste dag, når de kærligt puffer til mig og jeg aer dem tilbage. I morgen skal jeg til jordmor og torsdag endnu en scanning, men nu i Odense igen. Forsøger at bevare optimismen hver eneste dag. Er jeg ked af det, tiltusker jeg mig endnu en krammer hos manden og taler med de små. Det holder mig gående endnu. 

Jeg håber at vende tilbage her på bloggen lidt oftere nu hvor jeg har fået luft for mine følelser. Indtil da, er intet nyt godt nyt. 

Stay tuned.               

18+4

Blyppelyp... blop. 

Der foregår sære ting syd-vest for min navle. De første gange troede jeg det bare var luft, men så alligevel ikke. Det føles som noget jeg ikke har følt før. Derfor må det være blypperne, de skarnsunger(!). Helt bestemt - for tre ting står mig nu ganske klart efter et par dage.

Blypperne elsker aftener på sofaen(ligesom far og mor), sådan omkring klokken 22. De er vilde med chokolade(som deres mor - ingen overraskelse), ja og så kan de ikke lide sure mor(præcis som deres far). Hvem de ellers er, har jeg stadig ingen anelse om. Håber at blive en anelse klogere den 22., hvis de da vil ligge stille. 

Og ellers har vi købt en super fed retro-vogn i blå. Sådan en med firkantet kaleche og som knirker når man går. Fantastisk! Og jeg ved den vil klæde mig med sin skønne farve der matcher mine øjne, for den slags er jo vigtigt. I kan desværre endnu ikke få den at se, da den ligger sammenpresset i min mors nye udestue. Men lover at fange den med linsen når den dukker frem i foråret. 

Ud over den blå vogn, har den stået på generelt tvillingevogns mareridt. Elsker manden for at læse tests i TÆNK og prøvekøre varianterne med min mor, så jeg kan bruge tiden på at bekymre mig om sære følelser i kroppen, fostertrivsel og eksamensstress.  Men alligevel er jeg skræmt fra vid og sans, som om vi ikke har bekymringer nok i forvejen.

For at finde en passende vogn indebærer jo at skulle definere sig selv som forældre. Hvordan vil vi være? Vil vi gå alle mulige steder hen som skoven og stranden - er vi sådan nogen udendørstyper? Eller er vi mere mindede på effektivitet og shopping? Eller hvad med lidt af begge dele? Kan man overhovedet få en vogn der kan det hele? Og hvad så nu hvor det er gået op for os, at ingen vogne er smalle nok til at gå igennem den indre dør i et IC3-tog?(DSB anbefaler, at man da lige bærer vognen ind, skiller den ad, for så at bære den videre ind på sin plads... Med børnene oveni??) Hvordan skal vi egentlig nogensinde komme ud af huset med to små skrigeballoner?? Bliver vi eremitter i mellemtiden? 

Forsøger at trøste mig selv med hvor godt den blå vogn står til mine øjne. Det virker til tider. Lige indtil det igen går op for mig, at vi jo skal finde en ny og praktisk vogn også... (Argh!!)

Nogen tvillingeforælre derude der kan komme med et råd eller to? Hvordan når jeg overhovedet ud til jer? Det er som om man er lidt Palle alene i en verden fyldt med små et barns maver der strutter lykkeligt alt i mens de testkører lækre Odder-, Brio- og Emmaljungavogne.(Hmpf!)

Tror jeg skal sove - kan mærke jeg bliver lidt sur - og ja, så kom den igen. Et lille blyp...      

 

16+4

Har røv syg hovedpine for tiden. Er i tvivl om det er en tvillingepine eller en bachelorpine. Uanset er det da til at blive vanvittig af! Overgiver mig snart til panodil. Fra på mandag er der heldigvis tid nok til at ligge på sofaen hele dagen - ikke fordi det er inspirerende, men fordi det er bedre end at stirre sig blind på ligegyldige formuleringer og bogstaver der tager en tango for mine øjne. Tænk sig - jeg sidder her med det sidste krampe træk og derefter så bestemmer jeg faktisk selv om jeg nogensinde igen vil dokumentere min faglige kunnen til en røv syg eksamen eller forblive en praksis nørd. Eksamen, jeg gider dig aldrig mere! (I må ikke bruge denne udtalelse imod mig, når jeg om fire år er ved at læse en eller anden sær overbygning og igen klynker løs i cyberspace.) 

Min mor siger man bliver redebygger når man venter sig. Der er noget om det - havde bare ikke regnet med, at min svigerfar skulle komme os i forkøbet. Der er sære lyde i kælderen, selvom klokken er et om natten. Håber han kalder hvis han er blevet overfaldet af en malerspand. Selvom der skal mere end den slags til at få mig til at bestige trapperne. Usynlige spænderem - lad så mit hoved være! 

Har også kvalme nu - måske pikantost kan hjælpe? Fortsættelse følger...  

15+6

Klokken er to om natten og jeg spiser appelsiner i sofaen. Den ene skive har lige sat sig på tværs i halsen. Den slags kan ikke anbefales - især ikke når manden ligger i soveværelset og knalder brikker, ude af stand til at banke mig på ryggen, efter jeg har hentet ham og fulgt ham hjem fra byen i regnvejr. 

Jeg burde sove i stedet for, men her efter jul har jeg fået den her underlige mani med at være oppe om natten og sove om dagen. Jeg får ondt i ryggen af sengen og skylder skylden på manden fordi han vejer mere end mig (endnu) og gør madrassen skæv, så jeg ikke kan ligge lige. Jeg ved jeg er urimelig, men tænker, at hvis det endelig skal være, så lad det være nu - næsten alt er tilladt når man er gravid. 

Er ved at gå ud af mit gode skind ved tanken om, at jeg allerede sover ad H til nu, hvor jeg stadig kun har en bette bule under navlen, med en hældning som en kategori 4 stigning i Tour de France, hvilken jeg ikke længere kan gøre flad når jeg suger luften ind ad. Mine bryster der imod må være en 3'er - ikke dårligt når jeg førhen var så flad som en sprinteretape. 

Min ældste bror går og driller mig. Han tager sig til panden og ytrer ting som: "Åh nej, nu skal vi gå og høre om den kvindelige krop og dens funktioner de næste 6 måneder!" Og manden har jo ret, men derfor kan man jo godt blive lidt fornærmet. Gu fanden skal alle høre om den krop! Den er jo ikke længere min egen, men besat af små hormondjævle der springer rundt som de lyster og gør mig ude af stand til nogensinde at kende den igen. Hvor blev jeg af?? (Men brysterne må gerne blive)

Åh - der er intet i TV om natten! Har slået over på TLC og kigger på damer der laver cup-cakes. Kunne godt spise en. Der er lyserød glasur på. Måske er det et tegn på, at jeg skal slukke og ligge mig ind ved siden af snorketræet der ånder mig i hovedet med noget der minder om 10 dages manglende tandbørstning. Skal man elske sin kæreste når han er fuld? (Han må massere mine fødder i en halv time i morgen før jeg bliver god igen... Og lave cacao... Med flødeskum) 

Er det virkelig hans snorken jeg kan høre helt herind?