Status

Uge: 22+3
Vægt: +8kg
Talje: +22cm
Tilstand: Træt, ondt i ryggen, lækker hud, lækkert hår, tykke fingre og halsbrand til tider. :)
Babyers tilstand: Cirkusstemning i mave - især ved sengetid.
Gaver i denne uge: Trøjer, sengesæt og flexi bad. (TAK!)

22+3

Der har været meget stille her på bloggen på det seneste - men ikke i mit liv. Pludselig sker der ting der gør babynavne, barnevognsfrustrationer og et 12-tal til bachelor eksamen ligegyldige.

I uge 19 var vi til vores anden længe ventede misdannelsesscanning og dette blev starten på et par hårde uger. Alt var fint på de to sprællehoveder, der til stor glæde viste sig at være to skønne tøser, men desværre fandt jordmoderen for lidt fostervand på lillesøster og en større mængde hos storesøster - hvilket hun fandt nødvendigt at få undersøgt yderligere i Odense, da det kunne være begyndende tvilling til tvilling transfusions syndrom(TTTS). 

Med et ramlede min verden sammen. Havde glædet mig til at fortælle alle om kønnet og de skønne væsner, men blev i stedet tavs og ængstelig. Kunne ikke tale i telefon med nogen i frygt for, at de skulle spørge hvordan det går, eller hvordan jeg har det - og dermed gøre det hele mere virkeligt. 

Manden var dejlig. Han trøstede, lavede mad og talte i telefon, og forsikrede mig om, at det hele nok skal gå og at vi ikke må kede os for tidligt.

Efterfølgende kom vi til Odense. Her bekræftede de, at det muligvis var begyndende TTTS. Hun kontaktede Riget for at få deres vurdering på hvorvidt vi skulle derover til endnu en undersøgelse. De blev enige om lige at se et par dage an. Igen blev jeg fyldt med usikkerhed og bekymring - og kunne igen ikke overskue at tale om det. 

Scanningen i Odense et par dage efter blev den dårligste oplevelse hidtil. Den kvinde der tidligere havde scannet os i Odense var blevet sygemeldt - og vi sad nu endnu engang overfor en ukendt kvinde, der skulle undersøge og sætte ord på vores videre skæbne. Hun havde været på stedet i halvanden dag og var mere forvirret og hektisk end omsorgsfuld. Hun målte flow og fostervand igen og bragte os dermed den triste nyhed - at det endnu engang så værre ud. Hun fortalte os om TTTS og de muligheder vi har for at redde børnene og at der er risiko for at miste den ene eller begge. 

Det kunne jeg ikke klare at høre. Pludselig gik det op for mig hvor meget jeg vil have dem. - At jeg vil have dem selv hvis de bliver født små og skrøbelige, hvis de får kolik og græder i månedsvis, hvis de bliver syge, hvis de bliver umulige og holder os vågne i flere år, hvis de truer vores parforhold, om jeg så aldrig når at komme i tøjet og hver dag må lukke op med fedtet hår, render under øjnene og gylp ned ad nakken. Jeg vil have dem på godt og ondt - lige meget hvad. Jeg vil bare have dem. De er mit kød og blod og har ikke boblet rundt inden i mig så længe til ingen verdens nytte. Jeg kan ikke miste dem. Forundringsværdigt er det, hvor meget kærlighed man kan føle for to små væsner, man aldrig har mødt. 

Mens tårerne løb ned af mine kinder ringede hun til Riget. Først alvorlig i stemmen, og dernæst internt munter og storgrinende overfor kollegaen på den anden side af telefonrøret. Jeg tilgiver hende aldrig for hendes manglende situationsfornemmelse.

Riget ville se os et par dage efter. Manden trøstede mig i min ængstelighed ved det, at han var sikker på, at kvinden i Odense havde målt forkert. Og endelig, endelig, endelig lysnede det en smule, og manden fik ret - for den skønne ældre kvinde på Riget kunne slet ikke måle de samme værdier hos pigerne, som stod i min journal. Ja, lillesøster er mindre end storesøster og ja - de har ikke lige dele fostervand, men de har det godt begge to. En uge efter ville hun se os igen før hun kunne udelukke, at der er tale om TTTS.

Vi var der så igen i onsdags. Med sparring med en kollega blev de enige om, at lillesøster har en lavere vækst end sin søster, men der er umiddelbart ikke tale om TTTS. Er vi heldige går det måske i sig selv igen. Så det tror vi på - vi kan ikke andet. Kærlighed er det eneste vi kan give dem og det gør vi så. 

Her ligger jeg så i dag. Med 16 uger igen. Usikkerheden er den samme, men er ved bedre mod. Tager en uge ad gangen. Nerver dagen før en scanning, men glæde over ungerne hver eneste dag, når de kærligt puffer til mig og jeg aer dem tilbage. I morgen skal jeg til jordmor og torsdag endnu en scanning, men nu i Odense igen. Forsøger at bevare optimismen hver eneste dag. Er jeg ked af det, tiltusker jeg mig endnu en krammer hos manden og taler med de små. Det holder mig gående endnu. 

Jeg håber at vende tilbage her på bloggen lidt oftere nu hvor jeg har fået luft for mine følelser. Indtil da, er intet nyt godt nyt. 

Stay tuned.